Åen
Holme Å, der løber lige her udenfor møllen, har sit udspring ved Bække og løber derfra 41 km mod vest, hvor den munder ud i Varde Å. Åen har ikke kun haft betydning som levested for dyr og planter, men har også spillet en central rolle i udviklingen af byen Hovborg.
Netop her i Hovborg var det nemt at krydse åen. Man skulle ikke over brede vandløb eller sumpede områder – og Hovborg blev derfor et vigtigt knudepunkt for studedriveruterne, der førte kvæg fra Jylland til markederne. Vadestedet og den strategiske beliggenhed bidrog væsentligt til byens udvikling.
På engområderne omkring åen var der gode muligheder for, at driverne kunne gøre ophold. Her kunne studene græsse og hvile, og på kroen kunne driverne slappe af og samle ny energi, inden rejsen fortsatte.
I 1868 blev vandmøllen her opført, og gennem årene har den haft mange funktioner – som kornmølle, elektricitetsværk, mejeri og fiskeri.
Bæredygtig udnyttelse
Udnyttelsen af Holmeådalen har ændret sig meget gennem historien. Jernalderfolket, som bosatte sig langs åen, udnyttede den sandsynligvis på den mest bæredygtige måde. Man fangede fisk, og efterhånden som man fik husdyr, lod man dem græsse og hentede hø fra engene omkring åen. Dengang var fiskebestanden på sit højeste, og det fortsatte i mange hundrede år.
Denne bæredygtige udnyttelse varede helt frem til slutningen af 1700-tallet, hvor befolkningstallet på heden stadig var lavt. Bønderne levede tæt på åen, og gårdene lå som perler på en snor langs de jyske åer.
“Engene var agers moder” – høet, som blev høstet fra engene, blev givet til kvæget, der til gengæld efterlod sig gødning. Denne gødning blev bragt ud på de næringsfattige hedejorde og øgede dermed det livsnødvendige udbytte af korn og roer.
Engvanding
Denne udnyttelse blev i slutningen af 1800-tallet forbedret ved hjælp af engvanding. Åerne gik ofte over deres bredder om efteråret, og næringssalte fra åvandet kunne derved gøde engene. Ved at styre og udnytte disse oversvømmelser kunne man øge høproduktionen.
Man stemmede åen op og anlagde sidekanaler langs åløbet. I kanten af disse kanaler lavede man små ”udløb” til de enkelte lodsejeres engparceller.
Her i området kan man stadig se rester af disse sidekanaler – fra Hovborg og ud mod Starup. Denne praksis fandt sted fra slutningen af 1800-tallet og ind i det 20. århundrede.
Det var stadig en bæredygtig udnyttelse, men den krævede meget arbejdskraft. Da kunstgødning kom på markedet, ophørte behovet for engvanding, og engene voksede til med pilekrat.
Selv dér, hvor man fredede ådalen som landskab ved Baldersbæk og lod naturen passe sig selv, forsvandt de blomstrende enge gradvist – og pilekrattet tog over.
Dambrug
Når man kunne stemme vandet op til engvanding, kunne man også stemme det op til dambrug. Så i 1900-tallet opstod der flere dambrug langs Holmeå – blandt andet Østerbygårds Dambrug, Hovborg Dambrug og Hesselho Dambrug.
Dette øgede selvfølgelig den samlede omsætning i vandløbet, og man begyndte at se de første rigtige problemer med overproduktion af grøde.
Den større produktion betød, at vi bevægede os væk fra en bæredygtig udnyttelse af åen. Den naturlige bestand af fisk ændrede sig markant, og i dag har man ikke tilnærmelsesvis den samme fiskebestand som før – ålen er gået tilbage, og ørredbestanden ligeså.
Gentagne udslip af regnbueørreder har udkonkurreret bækørreden, og stemmeværkerne ved ørreddammene har ikke i tilstrækkelig grad gjort det muligt for de gydeklare havørreder at nå deres gydeområder.
Åreguleringer og regulativer af dambrug
Ved de fleste dambrug i dag er der sørget for fri passage af opgående fisk, og visse steder er der lavet nye gydepladser. Der er sat kvoter for dambrugene, og der fodres mere optimalt.
Udretningen af vores vandløb har ikke haft den store betydning for Holme Å. Kun ved anlæggelsen af el-værket ved Karlsgårde blev åen omdirigeret. I nyere tid er det naturlige åløb blevet genetableret.
Lodsejernes krav til åen har altid været, at den skulle lede vandet væk fra de jorde, som især landmanden ønskede at dyrke. Derfor har den naturlige slyngning af åen og især metoderne til at grødeskære været et gennemgående tema i vandregulativerne for åen.
En ”for hurtig” gennemstrømning har medført øget sandtransport, og levesteder for åens fisk er blevet reduceret. Hele denne problematik er opstået, fordi man udnytter åen mindre bæredygtigt.
Ådalene i dag
Naturgenopretning ser vi i dag omkring Baldersbæk. Pilekrattet ryddes, og der hegnes ind til græsning af kvæg, så vi får lysåben eng. På sigt kan der måske igen blive blomstrende enge til glæde for de vandrende folk langs ”Kyst til Kyst”-stien – og for alle os andre.
Afgræsning af engene i Hovborg – naturpleje
Græsning med kreaturer – som f.eks. i græsningslaug – er vigtig for at bevare det åbne landskab, så enge og overdrev ikke vokser til i pilekrat og buske. Det fremmer biodiversiteten ved at skabe plads til sjældne planter, som tiltrækker insekter og fugle. Græsning efterligner de naturlige processer, der tidligere blev varetaget af vilde dyr, og det sker uden brug af maskiner. Samtidig forbedres jordens struktur og næring gennem dyrenes gødning og tramp. Endelig er græsning med til at bevare historiske landskaber som Holmeådalen og Baldersbæk – til glæde for både naturen og os mennesker.
For at afgræsningen skal fungere som naturpleje, må der ikke være for mange dyr pr. hektar, og det bedste resultat opnås ved helårsgræsning. I Hovborg afgræsses i sommerhalvåret på engene bag Holmeåvænget og på Baldersbækvej overfor Holmeå Familiecamping gennem foreningen: Ko-klapperlauget ved Holmeå Å
Hvis kvæg græsser markerne på den rigtige måde, kan det være med til at mindske tilførslen af næringsstoffer til vandmiljøet. Når kvæget æder græsset, optager de næringsstofferne, før græsset når at visne og frigive dem til jorden – og dermed undgår man udvaskning til åer og søer. Kød og mælk fjerner på den måde næringsstoffer fra marken.
Effekten afhænger dog af, hvor meget gødning der er tilført. Jo mere gødning, desto større risiko for udvaskning. Mange af de arealer, der bruges til kvæggræsning, ligger i ådale, hvor græs trives bedst. Derfor kan afgræsning i disse lavtliggende områder bidrage til at beskytte vandmiljøet.
Kostråd og afgræsning
De officielle kostråd anbefaler, at vi spiser planterigt og mindre kød. Men for mange kan en direkte udskiftning af oksekød med f.eks. bælgfrugter give en uvant smag, som ikke falder i god jord – og det kan føre til madspild.
En lille mængde oksekød kan gøre måltider med bælgfrugter, grøntsager og fuldkorn mere appetitlige og dermed mindske spild. Samtidig hjælper det kroppen med at optage næringsstoffer bedre. Oksekød kan altså bruges som en støtte til at følge kostrådene – med mindre madspild som resultat.
Har kvæget så tilmed afgræsset og plejet naturen, kan der opnås flere gavnlig effekter.
Kilde: OKSE, no. 2, Vidensmagasin 2024 – 2025