Landskabet omkring Hovborg
Her, hvor du står lige nu i udstillingen ved Vandmøllen, befinder du dig nede i bunden af Holmeådalen. Den å, der engang drev møllen, er faktisk det, der er tilbage af en stor smeltevandsflod fra istidens slutning. Den flod har gravet sig ned mellem to store bakker, Holsted Bakkeø og Grindsted Bakkeø.
Hvis du kigger rundt her midt i Hovborg, kan du se de stejle skrænter, som smeltevandet har efterladt. Mod nord, på den anden side af fiskedammene, er der et område med udsigt over dambrugene. Og mod syd, på den anden side af vejen, kan du finde en lignende skrænt, der går helt ned til åen. Hvis du vil opleve dem helt tæt på, kan du gå den sorte lokalsti – den går lige forbi.
Kører du sydpå herfra, skal du op ad en bakke – det er Holsted Bakkeø. Og kører du videre til Holsted, kører du ned i en ny dal, Holsted Ådal, som også er lavet af smeltevand. Grindsted Bakkeø er ikke så tydelig her ved Hovborg, men den bliver mere markant, når du kommer til Hejnsvig.
De her bakkeøer blev dannet for omkring 120.000 år siden under den forrige istid. Siden da har de været udsat for vind og vejr. Under den sidste istid stak de også op over landskabet, og det betyder, at meget af kalken og næringsstofferne i jorden er blevet skyllet væk. Derfor er jorden her ikke så god som den i Østjylland, som er moræne fra sidste istid for ca. 15000 år siden.
På grund af alt det her udvask og jordens surhedsgrad er der også dannet et særligt lag, som kaldes allag, og jorden har fået en særlig struktur, man kalder podsolering. Det betyder egentlig bare, at jorden er lidt udvasket og sur.
Hedesletter
Hedesletterne i Vestjylland blev formet for rigtig længe siden, helt tilbage til afslutningen af sidste istid. Det var for omkring 23.000 år siden, at isen begyndte at smelte, og for cirka 12.000 år siden var istiden endegyldigt slut.
Holmeådalen kan vi faktisk kalde en slags hedeslette. Den smelter mod vest sammen med den store Grindsted Hedeslette. Disse hedesletter falder som trin eller terrasser ned mod vest, og mange åer løber i bunden af disse terrasser med et jævnt fald, der til sidst fører vandet ud til steder som Vesterhavet. Tænk på store vandløb som Skjern Å, Kongeåen og Holme Å – alle løber de ud i Varde Å.
Jorden her på hedesletterne er primært udvasket sand, og tæt på iskanten finder vi store sten. Der er ikke kalk i jorden, og det betyder, at jorden let bliver sur – og næringsstofferne bliver hurtigt skyllet væk i det, vi kalder podsolering.
Normalt, hvis klimaet bliver bedre og mere stabilt over tid, vil der automatisk vokse en skov op på de åbne, bare morænebakker og hedesletter. Men her kommer det spændende: Hvis denne skov bliver fældet, som man gjorde det i Jernalderen med svedjebrug – altså hvor man brændte skoven af for at dyrke jorden – så bliver jorden hurtigt udpint. Det betyder, at jorden mister sin næring, og resultatet kan være, at lyngen overtager landskabet. Lyngheden bliver dominerende, især hvis lyngen også bruges til græsning og som foder.
Så på den måde er heden ikke bare et naturligt landskab – den er også et resultat af menneskelig aktivitet gennem tusinder af år, og af hvordan jorden reagerer på både klima og brug.
Heden opstår
Der findes mange teorier om, hvordan heden egentlig opstod. Den var mest udbredt omkring 1600-1700-tallet, som man kan se på figuren her.
Pollenanalyser har vist, at det meste af Vestjylland efter istidens afslutning faktisk var dækket af skov – skov med hjemmehørende træer som eg, lind og hassel, men ikke bøg.
Den skov blev til en vis grad ryddet af jernalderfolket ved svedjebrug, hvor de brændte skoven af for at dyrke korn i nogle år. Men jorden blev hurtigt udpint, så man hele tiden måtte rydde nye områder. Når jorden blev udpint, kunne lyngen nemt brede sig, og lyngen gør det endnu nemmere for jorden at blive podsoleret – altså at jorden bliver sur og næringsfattig.
I et sådant åbent og skovløst landskab kan sandflugten begynde, og det gør det endnu sværere at dyrke jorden. På landskabskort kan man se mange spor efter sandflugten – for eksempel Grene Sande og Risbøl Sande, som ligger her i området omkring Hovborg.
Nogle teorier hælder til, at de mange udbrud af pest fra 1350 og fremefter også kan være en mulig forklaring på den udbredte lynghede, hvor hele området nord for kongeåen omtales som næsten totalt affolket og da området i forvejen har været tyndt befolket, så vil heden hurtigt kunne brede sig på de forladte agre.
Ådalene
Hvis man kigger på kortet over hedens udbredelse, ser man, at ådalene står som årer i landskabet – og her finder man ikke hede. Det er også her, man i jernalderen valgte at bosætte sig, som ved Klelund lige øst for Hovborg. Her var åen og den brede ådal vigtige for livet og bestemte, hvor folk slog sig ned. Holmeådalen har altså været afgørende for, at Hovborg kunne vokse og blive til den by, vi kender i dag. (se Hovborg By).
Heden forsvinder
KORT HEDEN 1790 – 1940
Vi har valgt et kortudsnit, der på fineste vis viser, hvordan heden har udviklet sig fra 1790 til 1940. På kortet kan man se heden som grå områder, der langsomt forsvinder og erstattes af lysere dyrkningsfelter og til sidst af de mørke hedeplantager. Kortet viser midt-Jylland med Sdr. Omme midt i billedet. Mod nordøst ligger Brande, mod sydvest Ølgod, og Grindsted ligger lige nord for Hovborg. Omme Å løber ud af kortet oppe til venstre langs Borris Hede.
Før 1790:
Den første sikre dokumentation af hedens udbredelse stammer fra Christian 5.’s matrikel i 1688. Her dækkede heden 90 % af Grindsted sogn, 95 % af Sdr. Omme sogn og 90 % af Ølgod sogn. Det var store hedeområder – hedesletter og bakkeøer. Den situation forblev næsten uændret, helt frem til landsbyudskiftningen begyndte sidst i 1700-tallet.
I 1790:
På kortet kan vi se store sammenhængende hedeflader både nord og syd for Omme Å. Omkring bakkeøerne ved Brande og Ølgod ses en mosaik af hede og opdyrkede marker.
I 1869:
Udskiftningen fra 1700 til 1850 betød, at gårdene blev flyttet ud fra landsbyerne og placeret på deres egne jordlodder, og bønderne fik nu fuldt ansvar for deres marker. På kortet kan vi se, hvordan opdyrkningen tog fart – især omkring bakkeøerne ved Brande og Ølgod, hvor de lyse marker vokser.
I 1910:
Fra 1890 til 1910 tog nedbrydningen af lyngdækket for alvor fart, især gennem organiseret hedeopdyrkning via Hedeselskabet. Nu ser vi et helt andet billede: store, sammenhængende dyrkningsflader med spredte pleter af lyng tilbage. Bakkeøerne er markant mere opdyrkede end de åbne hedesletter. Ådalene betyder ikke længere alt for, hvor agerlandet kan være, fordi man nu kan dræne jorden. Det er også her, de første store hedeplantager kommer til – de hjælper med at holde på jorden, især på de mere sandede områder, hvor opdyrkning er svær.
I 1940:
Udviklingen fortsætter, og heden på hedesletterne bliver mindre og mindre. Til gengæld ses stadig mange klitheder på de indsande, hvor opdyrkning er svær eller fredningsbestemmelser stadig gælder. For eksempel ser vi på kortet fredningen fra 1903 af Borris Hede øverst til venstre, som stadig i dag fremstår som en stor, sammenhængende hedeflade.
