Hovborg Kro – Hjertet i Heden
Det er umuligt at skille historien om Hovborg Kro fra selve byen Hovborg. De er vævet tæt sammen, som tråde i et gammelt vævetæppe, hvor det ene ikke giver mening uden det andet. Gennem generationer har kroen været både omdrejningspunkt og drivkraft i byens udvikling – et sted hvor idéer er født, og hvor mennesker har mødtes på tværs af tid og stand. Kroen har været byens stue, dens mødested, dens levende sjæl.
Kroens historie går helt tilbage til før 1750 – en tid, hvor det jyske landskab var dækket af hede, sandflugt og en kulde, der kunne bide selv om sommeren. Hovborg var dengang blot en lille samling gårde midt i det barske terræn. Her slog den første kendte kromand, Peder Kristensen, sig ned. Han drev ikke kun kro, men også et alsidigt landbrug med uld- og garnproduktion – alt sammen bundet tæt sammen med områdets natur og muligheder.
Placeringen af kroen var ikke tilfældig. Ved Hovborg skar åen sig gennem det tørre hedelandskab og efterlod en frodig stribe grønne enge – et lille paradis for studedrifter på vej mod syd. Det var her, ved åens bred, at dyrene kunne vandes, og driverne hvile deres trætte kroppe. De sov ofte i stalden, laden eller under stjernerne – mens studehandlerne selv nød varme senge og et måltid mad inde i kroens lune stuer.
Men det var ikke kun kvægdriverne, der fandt vej til Hovborg Kro. Prangere, bissekræmmere og smuglere lagde også vejen forbi – med varer i sadeltaskerne og historier i bagagen. Hosekræmmere solgte uldvarer, andre kom med kostbare sager fra syd for grænsen – måske smuglet udenom tolderne. Kroen summede af liv, handel, og sladder – og blev et knudepunkt i datidens Danmark.
(Læs mere om studedrivere senere på denne side)
Forandringens vinde – udskiftningen
I løbet af 1800-tallet forandrede landskabet sig. Landboreformerne ændrede alt: gårdene blev flyttet ud til egne marker, og det gamle fællesskab i landsbyerne brød op. I Hovborg blev tre af de fem gårde flyttet væk fra åens frugtbare jord – men kroen blev. Den flyttede ganske vist lidt, og i 1790 rejste man den stråtækte bygning, der endnu står som kroens hovedhus i dag – et stykke levende arkitekturhistorie.
Herefter fulgte
Kromændene har altid været noget for sig. De har lyttet, lært og handlet. De har siddet ved ildstedet og lyttet til drivernes fortællinger fra fjerne egne – og brugt inspirationen til at føre egne idéer ud i livet. Hver generation har sat sit præg – ikke bare på kroen, men på hele egnen. Fra hedeopdyrkning og plantagedrift til vandmøller, engvanding, mejeri og senere byudvikling. Kroen har været base for både nytænkning og tradition.
Her ses en oversigt over kro-ejerne gennem tiden:
- Før 1750: Området omkring Hovborg var præget af hedelandskab og sandflugt – og den første kendte ejer af kroen var Peder Kristensen og Else, der senere blev gift med Poul Kristensen.
- 1822 – 1835; Kristian Kristensen (søn af Else og Poul Kristensen)
- 1835 – 1862: Johan Christopfer Steinmeier Sørensen overtog driften af kroen. Han var en central figur i områdets udvikling og spillede en væsentlig rolle i etableringen af Hovborg Plantage sammen med E.M. Dalgas. J.C. Desuden var han aktiv i politik og blev valgt som valgmand for egnen i Landstinget i København i 1851. Han var gift med Vibekke Clausdatter.
- 1862 – 1869: Efter at have solgt kroen til sin svigersøn, Niels Kr. Jørgensen i 1862, boede Johan Christopfer Steinmeier Sørensen som aftægtsmand på kroen indtil sin død i 1880.
- 1862 – 1864: Niels Chr. Jørgensen og Marie Kirstine Sørensen (datter af Vibekke og J.C.Sørensen).
- 1864 – 1895: Mette Marie og Nikolaj Poulsen
- 1895 – 1942: Sine Vibekke Sørensen (datter af J.C.Sørensens tredje ægteskab) og Poul Nikolajsen (søn af Mette Marie og Nikolaj Poulsen)
- 1942 – 1969: Kirstine Marie Thøgersen og Peder Nikolajsen (søn af Sine Vibekke og Poul Nikolajsen)
- 1969 – 1983: Rita Marie Juliussen og Niels Chr. Nikolajsen (søn af Kirstine Marie og Niels Chr. Nikolajsen)
- 1983 – 1985: Landbruget køber kroen til kursusvirksomhed – forpagter er Birgit og Kurt Steinmeier Thorup (i familie med Nikolajsen-familien)
- 1985 – 1991: Johanne og Jørgen Jørgensen som ansatte på kursuscentret
- 1999 – idag: Johanne og Jørgen Jørgensen køber kroen – som de seneste år er overdraget til døtrene Dorthe og Lene (med ægtefællen Henrik som chefkok)
(Læs mere om kromændene senere på denne side)
Et levende kulturcentrum
Gennem tiden har kroens bygninger ændret sig – udvidet, renoveret, tilpasset. Men atmosfæren lever stadig. Træet knirker, som det altid har gjort, og rummene emmer af historier. I dag er Hovborg Kro stadig det naturlige samlingspunkt. Her fejres livets store øjeblikke – dåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser. Her holdes møder, konferencer og fester. Kroen er ikke blot for de lokale, men også et yndet mål for turister, der hvert år strømmer til for at mærke den særlige stemning og historiens vingesus.
Se billedet herunder fra ca. 1960.
Hovborg Kro er ikke bare en kro. Den er en levende kulturarv, et stykke Danmarkshistorie midt i heden. En fortælling, som fortsætter – og som hver gæst er med til at skrive videre på.
Lad os gå tilbage i tiden og høre mere om studedriverne, der kom forbi og skabte grobund for krodrift. Måske har det set sådan ud som på dette AI-generede foto:
Studedrift fra ca. 1300 til 1900
I mange hundrede år var studedrift en vigtig del af livet på de danske herregårde – og for bønderne rundt omkring i landet.
Herregårdene tjente store penge på studehandel, især fordi de havde eneret på eksporten.
Bønderne producerede kvæg – især tyre. Kviekalvene blev enten beholdt som malkekvæg eller slagtet til eget forbrug. Tyrekalvene derimod blev kastreret og opdrættet som stude. De græssede om sommeren og blev, når de var 4–5 år gamle, solgt til godsejere, som satte dem på stald og fodrede dem op.
I det tidlige forår blev studene drevet til markedet i Wedel ved Elben i Tyskland. Markedet åbnede den 25. marts og varede omkring fire uger. Herfra blev dyrene ført videre ned i Tyskland, hvor de blev opfedet igen, inden de blev slagtet og solgt i byerne – eller brugt som proviant til skibsfarten.
Senere begyndte man også at sende stude sydpå til efterårsmarkeder i september og oktober. De stude var dog ofte mere afmagrede, så priserne var lavere. Fra 1520’erne begyndte man derfor at opfede dem undervejs – for eksempel i Ditmarsken – så de kunne opnå en højere vægt og bedre pris. Det var en enorm eksport. I 1640 blev det opgjort, at hele 38.000 stude blev sendt ud af landet. Det var en vigtig indtægtskilde – især for herregårdene.
Mange herremænd udnyttede også deres magt over fæstebønderne: som en del af fæsteafgiften blev bønderne pålagt at opstalde og opfede herremandens stude. Men med stavnsbåndets ophævelse i 1788 ændrede det sig. Nu fik bønderne lov til selv at drive studene og sælge dem.
Der var tre store drivveje gennem Jylland – en østlig langs Hærvejen, en vestlig over Ringkøbing og Varde samt dén mest befærdede, som løb igennem Hovborg. Det skyldes, at landskabet var mere jævnt, og vadestederne bedre midt i landet. Mange af studedrifterne gik gennem Hovborg og videre til Foldingbro, hvor der var grænseovergang til hertugdømmerne.
Måske valgte mange også denne rute for at undgå toldstederne i Kolding og Ribe. I mange år var der nemlig ikke fast toldbemanding i Foldingbro.
Fra 1580 til 1790 var det en bromand, der skulle tælle dyrene og udstede en passerseddel – selve tolden skulle betales i Ribe.
Men det kneb med at få talt det hele op. Ja, i 1784 blev det opdaget, at bromandens gård var indrettet med porte, så smuglere kunne snige sig uden om toldstedet, der lå i hovedbygningen.
Der var også lidt korruption. I 1817 blev både tolderen og toldkontrolløren i Foldingbro idømt livstids straffearbejde i Viborg Tugthus.
Men så kom jernbanen.
I slutningen af 1800-tallet ændrede jernbanens fremmarch alt. Nu blev studene sendt sydpå med tog – hurtigere, billigere og langt nemmere.
Dermed mistede Hovborg Kro sin store indtægt fra studedriften, som ellers havde givet liv og omsætning i mange år.
Den sidste studedrift overnattede ved Hovborg Kro i 1892. Og da det var på sit højeste, siges det, at hele 39 studedrifter har overnattet ved kroen – på samme nat!
Lad os høre mere om Johan Christoffer Steinmeier Sørensen, kromand og opdyrker af heden. Han satte et stort præg på udviklingen af Hovborg i sin levetid fra 1810 – 1880 – billedet herunder er taget omkring år 1879.
Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen
En af de personer, der virkelig satte sit præg på Hovborg, var Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen – en mand med en ukuelig energi og en sjælden evne til at se muligheder, hvor andre så uoverkommelig hedejord.
Efter han giftede sig med Vibekke, kastede han sig over den gamle krogård og dens tilhørende 1000 tdr. land – hvoraf det meste var gold hede. Her var ikke tale om frodige marker, men om knastør jord, sandflugt og havgus. Men Johan Kristoffer så potentiale, hvor andre så modgang. Han gik straks i gang med at opdyrke heden og forbedre engene omkring åen. Ved at opstemmede åen og indførte engvanding skabte han græsning og vinterfoder til gårdens køer – en afgørende forbedring i en tid, hvor naturens luner ofte truede eksistensgrundlaget.
I 1842 blev han udpeget til sognefoged, og ni år senere valgt som Hovborgs første valgmand til Landstinget. Tiden var knap, og selvom han ansøgte om at blive fritaget fra fogedembedet, nægtede Amtsrådet – de mente ganske enkelt, at han var uundværlig for Lindknud sogn.
Men han lod sig ikke slå ud. I 1850 åbnede han en købmandsbutik i kroens skænkestue. Udvalget var beskedent, for de fleste var selvforsynende, men der skulle alligevel handles tobak, sukker og brændevin. Varerne kom fra Kolding – hentet med hestevogn, en tur der tog hele dagen.
Johan Kristoffer var ikke fremmed for ideen om at tæmme naturen. Som barn i Frederikshåb havde han selv været med til at plante træer for at stoppe sandflugten – og han vidste, det kunne lade sig gøre. Derfor begyndte han i 1857 at plante gran og fyr ved kroen og langs åen. De første spæde forsøg blev mødt med skepsis, men han stod fast. Enkelte af de træer står der endnu som vidner om hans vision.
I 1860 mistede han sin elskede Vibekke. To år senere overdrog han kroen til sin svigersøn Niels Christian Jørgensen og lod den anden svigersøn, Peder Nielsen, opføre Østerbygaard på en del af kroens jord. Selv flyttede han til Fåborg, hvor han giftede sig med kro-enken – men hun døde året efter. Kort tid senere giftede han sig igen, denne gang med 24-årige Benete Bennedsen, og sammen fik de tre børn. Hun døde allerede som 31-årig, og Christoffer – nu 68 år – blev enkemand for tredje gang. Han vendte tilbage til Hovborg.
Selvom han havde afgivet sin gård, brændte hans hjerte stadig for byen og for naturgenopretningen. I 1866 tog han initiativ til at plante skov i den nordøstlige del af den gamle krojord. Projektet krævede både penge og tilslutning, og med utrættelig indsats fra ham selv og svigersønnen Peter Nielsen blev Aktieselskabet Hovborg Plantage oprettet med 500 tdr. land hede. Christoffer blev plantagens første formand. Samme år blev Hedeselskabet stiftet – og Hovborg Plantage blev den allerførste i deres medlemskartotek.
Hovborgs succes blev startskuddet til skovrejsning i hele området. I Klelund ejede bønderne 1500 tdr. land udmark – ren hede med åbne klitter. Jorden blev tilbudt til Christopfer og Hovborg Plantage til beplantning i 1868 for en betaling, der svarede til, hvad gårdmændene kunne spise og drikke på en dag. Men de sagde nej. Christoffer kontaktede Hedeselskabet, men fik ingen hjælp. Til sidst lykkedes det ham og Enrico Dalgas at overtale grev F.C. Moltke til at overtage området. Sådan blev Klelund Plantage grundlagt i 1874.
På grund af sin erfaring blev Christoffer en slags uofficiel skovkonsulent for hele egnen. Hans arbejde blev ikke glemt – han blev hædret med Dannebrogordenen, en mindesten i Hovborg Plantage og endnu en i Baldersbæk.
Lad os høre mere om kroparret fra 1864 til 1895.
Mette Marie og Nikolaj Poulsen – Kromutter og Pioner
I 1864 tog Mette Marie og Nikolaj Poulsen over som værtsfolk på kroen. Det var samme år, Danmark mistede Sønderjylland, og tiden var præget af sorg – men også af kampgejst og fremtidstro. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes,” lød det, og netop den ånd bar Mette Marie og Nikolaj med sig, da de forlod de frodige jorder ved Vejle for at søge nye muligheder i det jyske hedeland.
De så, hvad andre måske overså: et landskab fuld af uudnyttet potentiale, hvor åens vand og de åbne vider kunne blive vejen til et bedre liv. Og de tog fat. Allerede fire år efter de havde overtaget kroen, byggede Nikolaj en vandmølle, så landmændene slap for den lange tur til Holsted for at få malet deres korn. Han var en mand, der tænkte i løsninger – og som handlede hurtigt.
Tiderne var i forandring. Andelsbevægelsen spirede frem over hele landet, og i 1882 åbnede Danmarks første andelsmejeri i Hjedding ved Ølgod. Nikolaj så straks mulighederne og udvidede sin mølle med et privat mejeri. Samtidig udnyttede han åens vand til at overrisle engene om vinteren, så græsset kunne vokse kraftigere, og høsten blev rigere. Det var nytænkning – og det virkede.
Hedeopdyrkningen blev lettere med nye redskaber og metoder, og takket være viden om mergling kunne selv den magre jord forvandles til noget, man kunne leve af. Det krævede slid, ja – men også vilje og visioner. Og det havde folk som Mette Marie og Nikolaj.
Men det handlede ikke kun om arbejde og jord. Den nye tid krævede også fællesskab. Folkehøjskoler, foreninger og stævner skød op, og kroen blev et naturligt samlingspunkt. Her blev idéer delt og nye fællesskaber skabt. Nikolaj var ikke blot kromand – han var også en ildsjæl, der engagerede sig i det spirende foreningsliv.
Kroparret skænkede endda jord til både kirke og kirkegård – og det blev startskuddet til opførelsen af Hovborg Kirke i 1895. Desværre nåede Nikolaj ikke selv at se drømmen blive virkelighed. Han døde i 1888 og blev begravet i Lindknud. Mette Marie fortsatte driften af kroen alene frem til 1895, hvor deres søn, Poul Nikolajsen, tog over. Hun blev senere begravet i Hovborg – i den by, hun og Nikolaj havde været med til at forme.
Med Pouls overtagelse vendte kroen tilbage til den oprindelige familie. Som 22-årig blev han gift med Sine Vibekke, datter af Christoffer og hans tredje hustru, Benete – og dermed blev der skrevet et nyt kapitel i den lange historie om Hovborg Kro og de stærke mennesker, der bar den videre.
Nu springer vi frem til vores tid – til starten af 80érne.
kilde: Ellen Møller, Goddaw og Welkommen
Kromand, Niels Chr. Nikolajsen, havde i længere tid havde haft forhandlinger med repræsentanter for landmændenes og husmændenes store sammenslutninger i det midt/sydvestjyske områder – forhandlingerne om køb og samarbejde. Partiet Det Radikale Venstre var hans ufravigelige, politiske ståsted, på samme måde, som det havde været for hans far og bedstefar.
Kroen havde gennem generationer på det nærmeste været egnens radikale højborg. Det var derfor naturligt, at kromanden først henvendte sig til Christian Sørensen, formand for De samvirkende Danske Husmandsforeninger, og først senere til Peder Chr. Ottosen, formand for Ribe Amts Landboforeninger. De var begge erfarne landmænd med grundigt kendskab til den lokale landbobefolkning. Men inden aftalerne var bragt endeligt på plads, blev Niels Chr. indlagt på Grindsted Sygehus med en blodprop.
I de kritiske dage på sygehuset bevarede han håbet og troen på, at kroen – med landbrugets støtte – ville være i gode hænder. På sygehuset fortalte han, trods det svage helbred, ivrigt om planerne. Gennem flere års samarbejde havde han lært både Christian Sørensen og Peter Chr. Ottosen vældig godt at kende og var tryg ved tanken om, at kroens fremtid kunne reddes med landbruget som køber og fremtidig samarbejdspartner.
Dagen før han døde, fortalte han med lettelse sin søster, Ellen Møller, om den sidste samtale, som han havde haft med Christian Sørensen. Efter alt at dømme var de sidste brikker i aftalerne nu faldet på plads, så landbruget kunne overtage det økonomiske ansvar og samtidig være samarbejdspartner i ledelsen. Ellen Møller beretter i sin bog: “Goddaw og Welkommen” hvordan hun er taknemmelig for, at han ikke opgav, men fortsatte kampen for kroens fremtid til det sidste.
“Det rææter sig”
Kort tid efter Niels Chr.´s død henvendte enken, Rita, sig til landbruget for at høre, om indstillingen til køb og fremtidigt samarbejde med kroen stadig var gældende, og efter et bekræftende svar blev de sidste led i aftalen bragt på plads.
På trods af den vanskelige og uoverskuelige situation i forbindelse med Niels Chr´s pludselige død, tog de to landbrugsrepræsentanter, Christian Sørensen og Peder Chr. Ottosen, den store opgave på sig. En opgave af både kuklturel og erhvervsmæssig betydning for egnen, og som barn af den gamle kroslægt betragter Ellen Møller det, der er sket, som noget nær et lykketræf. Hun tænker på sin fars optimistiske kommentar “ja, men det rææter sig” – hvilket han som regel fik ret i. Det kom også til at gælde i denne problematiske og sørgelige situation for hans og hele slægtens hjem igennem mere end hundrede år.
Sammenhold gør stærkt
De to formænds indstilling til det fremtidige samarbejde skal ses i lyset af, at Hovborg stod i fare for at blive et dødt og affolket område. Dette til trods for det sunde erhvervsliv og de store naturværdier, som befolkningen igennem mange generationer havde formået at skabe. Så meget desto vigtigere var det at yde en målrettet indsats for egnens fremtid. Derfor ville landbrugets repræsentanter arbejde for at få kroen tilbage som et vigtigt samlingssted for egnens folk. Og om muligt også som et eftertragtet mål for både danske og udenlandske turister.
Det var både en stor og vanskelig opgave, men heldigvis skulle det endnu engang vise sig, at sammenhæng gør stærkt – og ikke mindst i krisetider.
Store betænkeligheder
Efter landbrugets køb af kroen blev der valgt en formand for hver af de to landboorganisationer: Peder Chr. Ottosen fra Landboforeningerne og Christian Sørensen fra Husmandsforeningerne, og de to fik et fantastisk godt samarbejde – trods det, at deres respektive organisationer havde store betænkeligheder. For det var to faglige sammenslutninger med hver sin historie og målsætning, som nu skulle etablere et nært og forpligtende samarbejde. Nu skulle de radikale husmænds højborg i Hovborg med andre ord ledes af en venstremand. Udsigterne var alt andet end lyse.
Det gode samarbejde formændene imellem var nødvendigt i denne meget vanskelige situation. Og ydermere viste tanken om at drive kursusvirksomhed i ugens første dage sideløbende med krodrift i weekender og ferier sig at være urealistisk.
Dertil kom, at det af driftsøkonomiske grunde var nødvendigt at udbygge Landbrugsskolen med en værelsesfløj, flere klasselokaler og fritidsrum til kursisterne. I den forbindelse har de to formænd siddet for bordenden ved utallige vigtige byggemøder, møder med flere forskellige bestyrelser, personalemøder m.m. Og udover det store økonomiske ansvar drejede det sig i høj grad også om ansvaret for, at de gamle bygningers skønhedsmæssige værdier ikke led skade. Ej heller haven og parken ned mod Holme Å.
Arkitekt Flagstad Rasmussen, Esbjerg, viste sig at være den helt rigtige til opgaven. Alle hans forslag var baseret på bevarelse af de gamle linjer kombineret med de nødvendige praktiske hensyn.
Han blev derfor landbrugets højre hånd ved alle de senere bygningsændringer på kursus stedet. Der blev bl.a. bygget en ny spisesal og et nyt, moderne køkken. Nabohuset, som Marinus Nikolajsen i sin tid overtog efter sine forældre, Vibekke og Povl Nikolajsen, blev købt til forstanderbolig.
Et moderne kropar:
Johanne Munk Jørgensen og Jørgen Georg Malling Jørgensen, kropar fra 1985
Det var et godt valg, som landbrugets to formænd traf, da de i 1985 opfordrede Johanne og Jørgen Jørgensen til at søge stillingen som kropar i Hovborg. De to har sammen trukket et stort og betydningsfuldt læs i de 50 år, der er gået, siden de to kom til Hovborg sammen med deres to små piger.
Det lykkedes landbrugets to formænd at finde et “gammeldags kropar”. Et par, der har bragt kroen tilbage til landsbyen og egnen, selv om tiden på utroligt mange områder er løbet fra de gamle traditioner.
Johanne og Jørgen har i tidens løb blevet kendt med forholdene, og med en tilpas blanding af dygtighed, flid og fingerspidsfornemmelse fik de givet nyt liv til den gamle, trætte kro.
Hemmeligheden bag kroens gode udvikling i Jørgen og Johannes tid ligger måske gemt i deres solide og jævnbyrdige parløb. Det er sikkert nødvendigt i så stor og krævende en kro- og kursusvirksomhed med omkring 25 ansatte.
I kromand, Peder Nikolajsens tid, stod og faldt kroens omdømme med en krokone, der lavede god mad og havde styr på hus og have, mens kromanden især tog sig af værtens mange forskellige opgaver og forpligtelser som at føre kassebog og holde styr på regnskabet.
Med de nye tider med kvinders indtog på arbejdsmarkedet har sat præg på alle hjem og arbejdspladser. Selvfølgelig også på kroen i Hovborg. Også her er der vendt op og ned på tingene.
Som uddannet kok var Jørgens område oprindelig mest maden og køkkenet. I dag er dette ansvar lagt på svigersønnen Henrik. Johanne er kontoruddannet og har lige siden overtagelsen af kroen haft det daglige ansvar for regnskab og kassebøger. Dette ansvar deles nu med datteren Dorte, mens Lene har ansvaret for personalet med servering, rengøring o.lign.
Men uanset tidernes skiften, har Johanne og Jørgen hele tiden været klar over, at forholdene til landsbyen stadig er en vigtig del af kroens livsnerve.
De er begge landsbybørn fra omegnen af Hovborg. Johanne er født på en går i Glejbjerg, mens Jørgen boede som stor dreng sammen med sine forældre i samme by. De forstå med andre ord både talte og utalte ord blandt folk på egnen og har samtidig føling med det væsentlige af, hvad der foregår omkring både gæsterne og personalet. Det samme gælder forholdet til kroens omgivelser. Såvel nære som fjerne. Jørgen har bl.a. været initiativtager til turistforeningen og erhvervsklubben, for at samle kræfterne.
De er et moderne kropar, der dog har hver deres ansvarsområder: Jørgen er kromanden, der, som i gamle dage, skal være den venlige og imødekommende vært i forhold til gæsterne. Og Johanne har som krokone det overordnede ansvar for arbejdsforholdene på kroen. Derudover sorterer møblering og pynteindretning under hende. Det samme gælder den egnsprægede pyntning til f.eks. jul og påske.