Mølle Mie

Marie er født i Gildbjerg ved Lindknud. Hun kom som lille i pleje hos Niels og Marie Nikolajsen på møllen i Hovborg. Her voksede hun op – og med tiden fik hun det kærlige kaldenavn “Mølle Mie”, som fulgte hende gennem livet.

Mens Marie fandt sit hjem i Hovborg, blev hendes tvillingesøster Anne boende hos forældrene i Lindknud. To søstre, født sammen, men vokset op i hver sin landsby. 

Mie uddannede sig som ung til frisør – et fag, hun brændte for. Hun indrettede sin egen salon i hjemmet, og her tog hun imod kunder fra nær og fjern. Med sikre hænder, lune smil og godt humør blev frisørstolen i Mies stue et lille samlingspunkt i Hovborg.

Billedet til venstre er fra Mie´s frisørsalon i 1934, mens billedet til højre ses Mølle-Mie sammen med Peder Mikkelsen – den mand, hendes plejemor giftede sig med, efter møller Niels Nikolajsen gik bort. Det var i møllen, Mie havde sin barndom og voksede op  – blandt lyden af kværnene og duften af nymalet mel.

Du kan høre Mie selv fortælle om sin barndom og opvækst i en podcast, hvor hun med varme og nærvær deler sine minder fra livet som plejebarn på møllen i Hovborg. 

Hør Mølle-Mie fortælle om hverdagen på møllen.

 

Mie v. Hovborg Mølle-kopi

Mie Johansens Fond

I 1989 gav Mølle-Mie – som hun var kendt og afholdt under i hele Hovborg – en generøs gave på 25.000 kroner til Hovborg UIF. Det var ikke bare en pengegave, men en gave med hjerte og tanke for fremtiden.

Den daværende bestyrelse besluttede, at størstedelen af beløbet skulle lægges i en fond, som kunne leve videre – og hvert år påskønne de ildsjæle, der brænder for ungdommen i foreningen.

Mie Johansens Fond blev derfor skabt som en hyldest til de ledere i HUIF’s ungdomsafdeling, som gør en forskel. Dem, der møder op med smil og engagement. Dem, der tager ansvar og spreder glæde, både på banen og udenfor.

Fonden tildeles en leder, der har gjort sig særligt positivt bemærket i foreningslivet i Hovborg UIF – og med æren følger en kontant anerkendelse på 1.000 kroner.

Det er Mies arv – en håndsrækning til det fællesskab, hun selv voksede op i og holdt så meget af.