”Hvor ploven ej kan gå, og leen eje kan slå, der skal et træ stå”
Hans Bjerregård (1766 – 1860), præst i Hjermind ved Bjerringbro
Efter nederlaget i den 2. Slesvigske krig i 1864, hvor Danmark mistede 40 % af sit samlede areal og 33 % af befolkningen, voksede interessen for at styrke landet – både kulturelt og økonomisk. Der var bred politisk vilje til at fremhæve dansk kultur, aktivere befolkningen og udnytte landets ressourcer bedre, bl.a. gennem træplantning og hedeopdyrkning.
Allerede i 1700-tallet havde man forsøgt at opdyrke heden, men uden større held. Alligevel gav disse tidlige forsøg vigtig viden om jordbundsforhold, klima og planter. Med tiden ændrede den offentlige debat sig fra at spørge, om heden kunne opdyrkes, til hvordan det kunne gøres.
I 1866 blev Det Danske Hedeselskab stiftet med det formål at gøre heden frugtbar gennem engvandingsprojekter, skovplantning, forbedring af infrastruktur og rådgivning om plantningsarbejde. Samme år blev Hovborg Plantage grundlagt – som en del af denne store nationale indsats.
Hedesagen og Hedeselskabet
Vejbyggeri, skovplantning og hedeopdyrkning var centrale emner i den bevægelse, der i 1850’erne blev kendt under fællesbetegnelsen Hedesagen.
På baggrund af denne bevægelse blev Hedeselskabet stiftet i 1866 af Enrico Mylius Dalgas, Ferdinand Mourier-Petersen og Georg Morville. Selskabets mission var at forvandle den øde hede til frugtbar jord, der kunne bruges til skovdrift og landbrug. Georg Morville havde tidligt vist interesse for naturen og havde selv forsøgt sig med skovplantning ved Viborg. Dalgas blev ansigtet udadtil, mens Mourier-Petersen bevægede sig hjemmevant i ministerierne på Slotsholmen i København – for Hedesagen var stadig afhængig af Rigsdagen og embedsværkets velvilje.
Hedeselskabet byggede på princippet om hjælp til selvhjælp, blandt andet ved at tilbyde rådgivning til landmænd, der ville opdyrke hedejord eller plante læhegn og skov. Til dette formål blev der oprettet planteskoler, hvor man udviklede træsorter, der kunne klare det barske klima.
Gennem anlægsopgaver og landvindingsprojekter inden for engvanding, mosebrug, dræning, mergling og skovplantning skabte Hedeselskabet store forandringer i det jyske landskab. Plantager blev anlagt, og områder, der tidligere var uudnyttede, blev gjort produktive – hvilket bidrog væsentligt til landbrugsudviklingen og forbedrede levevilkårene for mange lokale bønder.
I løbet af det 20. århundrede udvidede Hedeselskabet sine aktiviteter til også at omfatte miljøbeskyttelse samt rådgivning om bæredygtighed, naturforvaltning og ressourcestyring. I dag er Hedeselskabet fortsat en central aktør i udviklingen af bæredygtige løsninger inden for landbrug og naturpleje.
PERSON-GALLERI af ENGAGEREDE ILDSJÆLE
Opdyrkningen af heden var, ligesom mange andre store projekter, resultatet af et komplekst samspil af initiativer, tilfældigheder, tidens strømninger, teknologiske og naturvidenskabelige fremskridt, ændrede natursyn og politiske bevægelser. Men først og fremmest blev det en succes, fordi bestemte mennesker mødtes på netop det rette tidspunkt.
Enrico Mylius Dalgas (1828 – 1894)
Dalgas var en ledende kraft bag tilplantningen af den jyske hede og en af de mest fremtrædende fortalere for Hedesagen. Født i Napoli og uddannet inden for militæret i Danmark, arbejdede Dalgas som vejingeniør i Jylland under krigen i 1864. Han var efterkommer af en huguenotfamilie, der flygtede fra Frankrig i 1685.
Gennem vejbyggeriet fik han dyb indsigt i landskabets natur, vandløb, jordbund og klima – og ikke mindst de udfordringer, som de første hedeopdyrkere stod overfor. Men vigtigst af alt så han også mulighederne: Heden kunne opdyrkes og tilplantes, og netop den vision blev hans livsværk.
Han var medstifter af Det Danske Hedeselskab i 1866 og selskabets første direktør fra 1866 – 1894.
Dalgas – Hedens erobrer
“Hedeselskabet blev stiftet I en Nedgangstid for vort Land, paa en Tid, efter 1864, hvor mange mente, at Danmark ikke kunde bestaa som selvstændig Stat, hvor Mismod og Fattigdom trivedes. Det var da en Lykke for Landet, at der opstod Mænd som Dalgas, Tietgen, Pontoppidan og flere, der kunde samle Folket om store Fremtidsopgaver og ligesom på ny rejse Livsmodet i det danske Folk. Det danske Hedeselskab blev en saadan Livsvækker. Dalgas kunde begejstre Folk for Opgaven at indvinde nyt Land til Erstatning for det tabte Land, og frugtbargøre og opdyrke de 130 Kvadratmil af Jylland, der laa hen som Hede, og stille nye Livsmuligheder og Plads til Raadighed for mange Mennesker. Han forstod ogsaa at begejstre sine Medarbejdere, saa de saa det som et helligt Kald at være med i den store Landvinding, som foregik ved Plantning, Mergling, Vanding, Moseopdyrkning o.s.v. Selskabet var og er et nationalt Selskab, og dets Funktionærer arbejder for det danske Land for at gøre det større og rigere, og det er en smuk Opgave, som vi kan være stolte og glade over at være med til at vie vor Arbejdskraft til. Faa Mennesker har et saa interessant afvekslende og smukt Arbejde som Hedeselskabets Folk. Vi kan være glade og stolte over at have bevaret den Tillid hos Befolkningen, som Dalgas og hans første Medarbejdere nød.”
Uddrag af Hedeselskabets Tidsskrift 25. april 1941 i forbindelse med 75 års jubilæet for oprettelsen af Det Danske Hedeselskab.
Johan Christopfer Steinmeier Sørensen (1810–1880)
En af de personer, der i høj grad har sat sit aftryk i Hovborg, er Johan Christopfer Steinmeier Sørensen, som voksede op ved Frederikshåb i Randbøl Sogn.
Han kom til Hovborg, hvor han blev ansat på Hovborg Krogård af Vibekke Clausdatter, som drev kroen. Vibekke havde tidligere været gift med Anders Kristensen, barnebarn af den første kendte krovært i Hovborg, Peder Kristensen. Da hun for anden gang blev enke på få år og stod alene med tre børn og driften af krogården, havde hun brug for en gårdbestyrer.
Den 5. december 1835 blev Johan Christopfer og Vibekke gift. Han blev stedfar til hendes tre børn og blev herefter kendt som »Kristoffer i æ Krooer«. Parret fik to børn sammen i henholdsvis 1841 og 1845.
Efter Vibekkes død i 1860 overdrog Johan Christopfer to år senere kroen til sin svigersøn Niels Christian Jørgensen. Østerbygård, der lå på kroens jord efter udskiftningen i 1861, blev overdraget til en anden svigersøn, Peder Nielsen.
Senere giftede Johan Christopfer sig med en kro-enke fra Fåborg, men hun døde kun et år efter brylluppet. Kort efter indgik han endnu et ægteskab, som heller ikke varede længe. Som 68-årig blev han enkemand for tredje gang og flyttede tilbage til Hovborg, hvor han døde i 1880.
Beplantning af heden
Johan Christopfer fulgte nøje med i nye tendenser og metoder inden for skov- og markdrift, både gennem mundtlige beretninger og skriftlige kilder. Som kromand mødte han ofte studehandlere og studedrivere, der havde megen viden at dele, når de ved spisetider og om aftenen samledes i kroens stuer.
Johan Christopfer var overbevist om, at det kunne lade sig gøre at plante – også på heden. Han forstod også vigtigheden af fælles indsats: Alle skulle trække i samme retning for at gøre beplantningen til en succes.
Han vidste, at statens forsøg med kartoffelavl i Randbøl og andre hedeområder var mislykkedes. Tyske kolonister var blevet anbragt på heden for at dyrke kartofler, men deres manglende kendskab til dansk betød, at de aldrig kom i tæt samarbejde med de lokale hedebønder. De følte sig fremmede og rejste tilbage til fædrelandet.
Hvorfor?
Johan Christopfer var overbevist om, at koloniseringsmodellen med store, isolerede grupper uden kendskab til det lokale sprog var dømt til at mislykkes fra begyndelsen. I stedet mente han, at beplantningen af heden ville få langt bedre vilkår, når det var landets egne børn, der påtog sig opgaven og ansvaret. Han gik selv forrest og begyndte med at så frø og plante små nåletræer i sandbunden tæt ved kroen.
På den tid var “havsuge” – en kold og tæt havgus – et frygtet naturfænomen. På få timer kunne den forvandle en varm sommerdag til en fugtig og ubehagelig kulde, der mindede om efterår. Spæde spirer, blomster og blade gik til, køernes mælkeproduktion faldt, og mange mennesker blev forkølede. Johan Christopfer havde både læst og hørt, at skovbevoksning med høje træer kunne fungere som et effektivt værn mod denne gus. Der var derfor mange gode grunde til at tage fat på den folkeoplysning, der var en nødvendig forudsætning for at fremme hedebøndernes eget engagement i tilplantningen.
Men for de fleste hedebønder var visionen om høje skove med bygningstømmer, møbler og brændsel en fjern og nærmest uopnåelig fremtid. Hverdagen var præget af hårdt slid og kampen for blot at mætte både mennesker og dyr, og der var sjældent overskud til at investere i fremtidige projekter. Beplantning var desuden en bekostelig affære, hvor bønderne selv måtte afholde udgifterne. Derfor blev Johan Christopfers skovplaner ofte mødt med skepsis og blev spottende omtalt som “pindværk” af naboerne.
Alligevel stod Johan Christopfer som en ny kraft på egnen og var foregangsmand på mange områder. I 1851 blev han Hovborgs første mand i Landstinget og varetog i mange sammenhænge sognets interesser. Sorgen efter Vibekkes død i 1860 spillede sandsynligvis også en rolle i hans engagement i nye tanker om opdyrkning og beplantning af heden. Som medlem af Landstinget fik han værdifulde forbindelser, som kunne støtte sagen.
Aktieselskabet Hovborg Plantage
I 1866 stiftede han, ved et møde på Hovborg Kro sammen med en gruppe støttemedlemmer, “Hovborg Plantningsaktieselskab”. Ved et møde samme sted senere samme år blev navnet ændret til “Aktieselskabet Hovborg Plantage”, og selskabet blev tilknyttet Det Danske Hedeselskab. Derfor har Hovborg Plantage siden da været ærefuldt registreret som nr. 1 A under Det Danske Hedeselskab, hvis markante bannerfører var Enrico Dalgas.
Hele Danmarks sag
Enrico Dalgas og Johan Christopfer Steinmeier Sørensen mødte hinanden i forbindelse med oprettelsen af Hovborg Plantage og Hedeselskabet. Begge var engagerede ildsjæle, som troede på, at hedeopdyrkningens succes afhang af lokal opbakning. Hedeboerne skulle gøres interesserede i arbejdet, byboerne støtte sagen økonomisk, og Hedeselskabet skulle sætte tingene i værk – og på den måde gøre hedeopdyrkning til en folkesag.
Dalgas havde vigtige forbindelser til velhavende personer med kærlighed til fædrelandet og vidste, hvordan han skulle trække i de rette tråde for at skaffe støtte til projektet. Gennem samarbejdet med Johan Kristoffer fik han en stærk tilknytning til Hovborg og omegn.
I 1877 købte Dalgas en lille hedegård øst for Hovborg, som han navngav Høllund Søgård. Her blev der senere anlagt plantage. Selvom Dalgas havde stor kærlighed til Hovborg, bosatte han sig aldrig der. Han boede sine sidste år i Villa Montana i Aarhus midtby. Efter Dalgas’ død i 1894 overtog hans søn Christian Dalgas og vennen Holger Petersen ejerskabet af Høllund Søgård.
Peder Nielsen, Østerbygård (1834 – 1912 – kaldet Pejer)
Pejer var begyndt at plante længe før Hovborg Plantage blev stiftet. Enhver, der kendte ham, havde kun gode ord om ham. Han var i bygningslære hos den største bygmester på egnen og lærte både murer-, tømrer- og snedkerarbejde. Han arbejdede inden for håndværk indtil ca. 1860, hvor han var blevet forlovet med datteren til kromand Johan Christopher Steinmeier Sørensen, Maria Kirstine Johansen.
Pejer og Maria Kirstine flyttede i 1862 til Østerbygård, og han blev snart lige så interesseret i plantning som sin svigerfar. Desuden var Pejer i besiddelse af stor skønhedssans og anlagde en stor have uden for stuehuset samt nogle rækker graner som læbælte mod vestenvinden. På grund af Pejers ihærdighed lykkedes det planterne at gro og trives godt på de fattige og tarvelige jorder. Alle andre troede, at intet kunne gro – men de tog fejl. Han plantede en lille plantage omkring gården med hegn af bjergfyr. Desuden tog Pejer fat på at nivellere og anlægge vandingskanaler ved Holmeåen, der løb over hans jorde. Herved fik han anlagt et stort og meget smukt stykke eng. Om efteråret kunne jordene overrisles, så der om sommeren var et stort udbytte af afgrøder.
Også indendørs var huset et imponerende syn. Maria Kirstine var smuk, dygtig og livlig. Møblerne var nyere, finere og mere stilfulde end andre steder. Uden at overdrive var dette det smukkeste hjem i sognet
Jens Christian Sørensen (1852 – 1935)
Dalgas så potentiale i den kun 25-årige Jens Christian Sørensen fra Vittrup (kaldet I.C. Sørensen) og ansatte ham som plantør og bestyrer på Høllund Søgård – en beslutning, der skulle vise sig at være særdeles vellykket. Selv uden formel forstuddannelse eller erfaring blev han opfordret til at lære ved at observere mere erfarne plantører. Allerede året efter blev han ansat som plantør ved Hovborg Plantage, hvor kromanden Johan Christoffer Steinmeier Sørensen og hans svigersøn, Peder Nielsen fra Østerbygård, blev hans læremestre.
I.C. tilegnede sig hurtigt færdigheder inden for landmåling, nivellering og plantepleje, og efter blot syv år forfremmede Dalgas ham til skovrider. Han viste sig at være en dygtig leder, som kunne agere både blandt de lokale beboere og blandt københavnske grosserere og fik efterhånden ansvar for flere plantager. Da han trak sig tilbage i 1927, havde han været skovrider for hele 225 plantager – til sammen 9.250 hektar.
Blandt de mange opgaver ledte han arbejdet i Give Plantage, 35 kilometer nord for Høllund Søgård. Når han skulle inspicere plantagen, gik han turen den ene dag og vendte tilbage den næste.
Iflg. regnskaber fremgår, at I.C. honoreres fra 1. november 1878 med 25 kr. pr. måned i kontant løn .
Holger Petersen (1843-1917)
Holger Petersen blev født i 1843 ved Vejle og kom i 1858 i købmandslære hos sin morbror. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig som frivillig. Under krigen blev han lettere såret, og kort efter sin hjemsendelse rejste han til England for at skabe kontakter, der kunne hjælpe ham med at realisere drømmen om en fremtid i handelsverdenen.
Efter hjemkomsten til København grundlagde han sin egen forretning med fokus på import og eksport af små husholdningsartikler som bånd, knapper og nåle. Han opførte en fabrik, der fremstillede bånd, bændler, strømper og knapper m.m.
I alt beskæftigede Holger Petersen over 2.000 ansatte i sin virksomhed, som handlede med varer over hele verden. Han blev en af landets rigeste mænd.
I forbindelse med opdyrkning og forvandling af den jyske hede – med Hedeselskabet i spidsen – begyndte velhavende københavnere på Holger
Petersens initiativ, at opkøbe nogle af de mest udmagrede jorde i Jylland. Ikke fordi de forventede økonomisk gevinst, men fordi de ønskede at støtte en national sag.
Efter opkøbene blev arealerne tilplantet og opdyrket. Formålet var flerfoldigt: bedre udnyttelse af jorden, arbejdspladser til lokalbefolkningen, produktion af gavntræ til landet – og ikke mindst skabelsen af rekreative områder for ejerne selv. Selv grundlagde han Baldersbæk Plantage.
(kilde: Baldersbæk Plantage)
Et vigtigt møde
Et møde på en bænk ved Askov Højskole en forårsdag i 1890 skulle vise sig at få stor betydning for plantningssagen. Her mødtes Enrico Dalgas, højskoleforstander Ludvig Schrøder og læge August Petersen fra Andst. De delte alle en stærk interesse for hedesagen, og August nævnte, at han ville spørge sin bror – grosserer Holger Petersen i København – om han ville engagere sig i sagen.
Det lykkedes at arrangere et møde mellem Dalgas og Holger Petersen i Jylland. Ligesom Dalgas så Holger Petersen et stort potentiale i at investere i opdyrkningen og tilplantningen af heden, og han blev hurtigt grebet af idéen om at bidrage.
Kort efter købte Holger Petersen hedegården Bollersbækgaard på 625 tønder land for 9.000 kr. Han tilkøbte senere yderligere jord, så det samlede areal nåede op på cirka 855 tønder land. Dermed kunne tilplantningen af Baldersbæk Plantage begynde.
PLANTAGERNE
Hovborg Plantage
Ved et møde på Hovborg Kro den 24. november 1866 blev Aktieselskabet Hovborg Plantage stiftet. Dalgas berettede i 1890, at Hovborg Plantage er et af de første tegn på, at hedeboernes sans for plantning vågnede; ja, dannelsen af et aktieselskab, der indkøbte arealer og tilplantede dem, foregik endda nogle måneder, før Hedeselskabet blev dannet i 1866. De to mænd, som egentlig stiftede Hovborg Plantage – nemlig proprietær Momsen til Skovlyst og kroejer Sørensen i Hovborg – havde da også begge i længere tid på deres ejendomme med held plantet ikke så lidt.
Det er fra alle sider fremhævet, at det er Johan Christoffer Sørensen, der var den drivende kraft. Han viste folkene, hvordan arbejdet skulle gøres – det var jo ikke dengang hver mands gerning at plante træer. Men Christoffer vidste hvordan: Spaden godt ned i det allerede gravede hul, løft den op, så makkeren – måske en dreng – kunne stikke planten ned med rødderne bredt ud, og derefter træde til med de solide træsko. Inde i lyngen under det lave krat flygtede hugormen langt væk, mens træskoenes rytme fortsatte, og dag for dag blev række føjet til række, gran til gran.
Der blev også oprettet en planteskole på 5.000 kvadratalen for at undgå at skulle købe planter udefra. Her voksede østrigsk fyr, bjergfyr og rødgran. Allerede efter de første par år var der beskæftiget fem-seks mand med de nødvendige arbejder.
Dalgas sagde om plantagen i 1880’erne, at den tegnede godt, selvom træerne efter 20 års forløb endnu stod i stampe og endnu ikke var nået højere over jorden, end at en tiårig dreng kunne kigge ud over dem.
Baldersbæk Plantage
Tilplantningen af Baldersbæk begyndte med rødgran og bjergfyr – klassiske arter, der kunne overleve i det barske hedelandskab. Som tekstilgrosserer drømte Holger Petersen også om et vestjysk silkeeventyr og forsøgte derfor at plante morbærtræer. Men projektet mislykkedes – træerne kunne ikke klare klimaet. Til gengæld havde han held med frugttræer. Omkring år 1900 anlagde han en frugthave med ribs, stikkelsbær og forskellige frugttræer. Med omhyggelig pasning, kompost og gødning trivedes planterne overraskende godt på den magre hedejord.
Et lystslot på heden
Holger Petersen mistede sin hustru få år efter deres bryllup, og deres eneste søn døde af lungebetændelse som 22-årig. Måske derfor blev det ekstra vigtigt for ham at skabe et fristed, hvor familien kunne samles om sommeren. Med seks søskende og hele 20 niecer og nevøer var der brug for masser af plads.
Arkitekterne Valdemar og Bernhard Ingemann – de samme som havde tegnet Høllund Søgård – blev valgt til at designe sommerresidensen. Resultatet blev næsten en tro kopi af Frederiksdal Lystslot ved Furesø, omgivet af en smukt anlagt park. Sommeren 1910 stod Baldersbæk klar til at tage imod sine første gæster.
Serviceniveauet var højt: Der blev serveret øl og snaps til frokost og rødvin til middagen. Bordene var dækket med hvide duge, og det var forventet, at gæsterne klædte om til aftenens måltid. Tobak var frit tilgængeligt, og gæsterne kunne sende postkort med billeder af Baldersbæk – frimærkerne var gratis, så de kunne dele deres oplevelser fra heden med familie og venner.
Klelund Plantage
Den næste plantage, der blev anlagt ved Hovborg, var Klelund Plantage. Det skete i 1868.
Gårdene i området havde adgang til et stort hedeareal i Klelund, præget af flyvesand og ufrugtbar jord. Johan Christopfer købte 400 tønder land af ejerne – jorden var næsten uden værdi, og det siges, at prisen var én kaffepunch pr. tønde land. Senere solgte han arealet videre til greve F.C. Moltke, som oprettede Klelund Plantage. Plantagen kom til at dække knap 1.500 hektar og området var primært produktionsskov med bl.a. dyrkning af pyntegrønt og juletræer.
Det nuværende ejerskab begyndte i 2005, og fem år senere – i 2010 – blev Klelund Dyrehave etableret som Danmarks første biodiversitetsdyrehave. I dag dækker Klelund i alt omkring 3.500 hektar, hvoraf Klelund Dyrehave udgør 1.415 hektar.
Høllund Søgård
Høllund Søgård, som ligger uden for Hovborg på vejen mod Vorbasse, var tidligere kendt som Lundsgård. Gården, en gammel hedegård, lå i et område med åbne sandklitter – lignende dem, man finder ved Vestkysten. Fra en nærliggende høj havde man en imponerende udsigt over det vidtstrakte hedelandskab.
Da gården blev sat til salg for 2.100 rigsdaler, var det oprindeligt planen, at Hedeselskabet skulle købe og tilplante området. Men selskabet havde ikke mulighed for at foretage en så stor investering på det tidspunkt.
Enrico Mylius Dalgas, som kendte området gennem sit samarbejde med Hovborg Plantage og Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen i plantningssagen, valgte derfor selv at købe gården i 1877. Efter købet omdøbte han den straks til Høllund Søgård, opkaldt efter en lille hedesø på grunden.
Plantagernes betydning
Ligesom andre plantager anlagt i slutningen af 1800-tallet tog det lang tid, før man høstede økonomisk udbytte i form af tømmer. Savværksindustrien var endnu ikke udviklet, og byggebranchen foretrak udenlandsk træ. Tilmed var infrastrukturen mangelfuld – det var vanskeligt at transportere træet.
Skovdrift – en tålmodig proces
At drive en plantage er en langsigtet virksomhed. Når træerne endelig er store nok til fældning, er det resultatet af flere års vækst og omhu – udtænkt af tidligere generationer under helt andre omstændigheder. Ofte når plantageejerne aldrig selv at se frugten af deres arbejde.
I begyndelsen af 1800-tallet anvendtes tilskærende økser, og senere – op gennem 1900-tallet – blev savværktøj introduceret. I 1950’erne blev motorsave almindelige, og i dag sker hele processen ofte med store skovmaskiner og moderne teknologi.
Fra hedeland til naturgenopretning
Dalgas og Morvilles initiativ fik store samfundsøkonomiske konsekvenser. Heden forsvandt i løbet af få årtier, moser og kær blev drænet og omdannet til agerjord, og åer og vandløb blev reguleret. Hvor jorden var for mager til landbrug, voksede store plantager frem – og Jylland blev “loddent” af skov.
Opdyrkningen af heden og marginaljorden betød, at udvandringen til Amerika blev mindre i Midt- og Vestjylland end i andre egne af landet. I stedet sled unge familier sig til jord, identitet og velstand i de tidligere så golde hedeområder.
Det Danske Hedeselskab blev en af de store succeser i 1900-tallet – måske endda for stor. Mange jyske landmænd blev ramt af det såkaldte “Dalgas-syndrom”, en tro på, at alt i naturen skulle udnyttes. Det førte til omfattende regulering af vandløb og et landskab præget af monotone marker og plantager.
Efter 1960, hvor Danmark gik fra at være et landbrugsland til et industrisamfund, ændrede danskernes natursyn sig gradvist. Det er i grunden godt tænkt – og noget af en bedrift – at Hedeselskabet i moderne tid har tilpasset sit virke i takt med det ændrede natursyn. I dag arbejder selskabet og dets filialer med miljøopgaver og står bag store naturgenopretningsprojekter.
Bæredygtighed
Bæredygtighed indebærer også et ansvar for at beskytte biodiversiteten. Det understreges i FN’s verdensmål nr. 15:
Vi skal bevare, genoprette og sikre en bæredygtig udnyttelse af landbaserede økosystemer, fremme ansvarlig skovdrift, bekæmpe ørkendannelse samt standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.
Kernen i bæredygtighed er, at både nuværende og fremtidige generationer skal have mulighed for at leve gode liv uden at overforbruge naturens ressourcer. Det kræver en afvejning af sociale, økonomiske og økologiske hensyn. Målet er at skabe balance i helheden – hvilket kan betyde, at man, hvor vanskeligt det end er, må gå på kompromis for at opnå den rette balance.
At forene skovdrift og beskyttelse af biodiversitet er en kompleks, men uomgængelig opgave.
3-Herredsstenen i Baldersbæk
På 3-herredsstenen i Baldersbæk Plantage har billedhuggeren Anders Bundgaard indgraveret oplysninger om tilplantningen i de tre herreder, sammen med de tilhørende årstal. Over indskriften ses tre portrætter: kromanden fra Hovborg Kro, Johan Christoffer Steimeier Sørensen, Hedeselskabets stifter, Enrico Dalgas, og egnens første skovridder, J.C. Sørensen. Alle tre var markante skikkelser i arbejdet med hedeopdyrkningen.
Treherredsstenen regnes i dag for et af Bundgaards mest fremragende værker.
Holger Grumme har hjulpet Vandmøllens Venner med at give stemmer til de tre herrer på stenen (klik på navnet).
Kilder:
Ellen Møller: “Godaw o vællkommen”
Niels Thøgersen: Tilbageblik
Har. Skodshøj: Houborg Plantage
Hjemmesiderne:
Hovborg Plantage A/S | Plantagedrift igennem 150 år