De klimatiske og jordbundsmæssige forhold på de nordvestjyske heder stiller særlige krav til planternes overlevelse.
Her finder vi næringsfattig sandjord med meget ringe evne til at holde på vand. Derfor er konkurrencen hård – og kun de planter, der er små, nøjsomme og dygtige til at spare på vandet, klarer sig.
Men det handler ikke kun om jorden. Solen spiller også en rolle. På de åbne, flade hedesletter er der kraftig solindstråling direkte ned på den lave vegetation. Det stiller yderligere krav til planternes tilpasning – især når det gælder bladene.
I det følgende ser vi nærmere på tre planter, som er karakteristiske for det danske hedelandskab: Hedelyng, Klokkelyng og Revling. Og faktisk ser man lignende tilpasninger hos planter i Maki-vegetationen ved Middelhavet.
Hedelyng
Hedelyng – eller Calluna vulgaris – er en lav dværgbusk med en vedagtig stamme. Den bliver typisk ikke højere end 50 til 70 centimeter.
Planten er opret og tæt grenet, og sidegrenene har tætsiddende små blade, kun 2-3 millimeter lange. Bladene er flade med indadbøjede rande – og det har en vigtig funktion.
Hvis vi kigger nærmere, fx i et tværsnit af bladet, vil vi se, at det er næsten helt lukket. Den lille åbning udadtil er dækket af tætte hår, som beskytter mod udtørring. Desuden er hele bladoverfladen dækket af et tyndt vokslag, som reducerer fordampningen yderligere.
Det er en effektiv måde for planten at holde på vandet – selv i den tørre, sandede hedejord.
Historisk har hedelyng også været vigtig for mennesker. De øverste skud blev brugt som foder til husdyr, lyng har været anvendt til at dække stråtage, og lyngtørv blev brugt som brændsel.
Klokkelyng
Klokkelyng – eller Erica tetralix – vokser typisk på de mere fugtige områder af heden. Det er en lav dværgbusk, kun omkring 10 til 25 centimeter høj. Den er let at genkende på sine små, kirtelhårede blade, som måler omkring 3 til 6 millimeter i længden.
Ligesom hedelyng har klokkelyng blade med næsten helt indrullede bladrande – en vigtig tilpasning, der hjælper planten med at holde på fugten.
Hvis vi kigger på et tværsnit af bladet – som kun er 1 til 2 millimeter bredt – opdager vi flere smarte egenskaber: Hele den ydre overflade er dækket af fine hår, og der findes faktisk også hår inde i bladet. Disse hår reducerer fordampningen og beskytter plantens indre mod udtørring.
Overfladecellerne er dækket af et vokslag, og det strækker sig hele vejen rundt om bladet. Inde i bladet findes de celler, som står for fotosyntesen, og de er forbundet til en ledningsstreng, som ligger placeret øverst i bladet.
I modsætning til hedelyng har klokkelyng aldrig rigtigt haft nogen praktisk anvendelse for mennesker – men dens tilpasning til det barske hedemiljø gør den alligevel til en fascinerende plante.
Almindelig revling
Almindelig revling – eller Empetrum nigrum – er en ægte karakterplante for den danske hede. Den findes næsten kun i Nord- og Vestjylland, især i klitter og hedeområder.
Revling adskiller sig fra mange andre planter ved, at den som regel har særskilte han- og hunplanter – det vil sige, at blomsterne sidder på hver sin plante. Det kaldes at være særbo.
Planten er lav og vokser tæt ved jorden. Grenene ligger ofte ned og kan slå rod, hvor de rører jorden – det hjælper planten med at brede sig.
En anden særlig ting ved revling er dens rodnet. Rødderne har nemlig ikke de små rodhår, som mange andre planter bruger til at optage næring. I stedet lever revlingen i et samarbejde – en symbiose – med mykorrhiza-svampe. Svampene hjælper planten med at optage vand og næring, og det gør revlingen i stand til at klare sig på meget næringsfattig og udpint jord.
Revling har også haft praktiske anvendelser tidligere. Man brugte dens grene til at flette reb, som kunne bruges som tækkesnor – altså til at binde stråtag fast med. Og så lavede man koste og karbørster af revlingens seje og slidstærke grene.
Revlings blade er nåleformede og har en tilbagerullet rand og med en hvidlig fure på undersiden der skyldes hår ind til det indre af bladet (se figur).Revling er tilpasset tørre og varme klima i klitten og på heden ved et vokslag på ydersiden af bladet og ved hår ved indgangen til hulrummet i bladet.
Generelt
Karakterplanter på heden har små, nåleformede blade, som er rullet sammen på langs. Ved indgangen til bladet findes der hårvækst, og bladets overflade er dækket af et tyndt vokslag.
CO2-optagelse
Planten optager CO2 fra den omgivende luft. CO2 kan nemt diffundere ind i bladet gennem hårvæksten, mens O2 diffunderer ud den modsatte vej.
Vandoptagelse og -økonomi
Vand hentes op fra jorden gennem plantens rødder. For at spare på vandet nedsætter planten fordampningen fra bladene. Når der blæser tør vind, lukkes bladet næsten helt for at minimere vandtab.