En kro, en å og fire plantager


en udstilling om Hovborg og de mennesker, steder og begivenheder,
    der har været med til at forme landsbyen gennem tiden.

Hovborg har været – og er stadig – et vigtigt knudepunkt for både mennesker og begivenheder, helt tilbage fra dengang landsbyen bestod af blot fem gårde, omgivet af vidtstrakte hedeområder, sandklitter og egekrat. 

Især Hovborg Kro har i mange år fungeret som samlingspunkt for både studedrivende, rejsende og lokalsamfundet. Landsbyens strategiske beliggenhed ved Holme Å har gjort ådalen til en livsnerve for området. Holme Å har gennem tiderne givet kraft til markerne, tilbudt hvile for stude undervejs og leveret energi til både møllen, elektricitetsværker og dambrug. Åens betydning for landsbyens udvikling, historie og rekreative formål er stadig synlig i dag, hvor den smukke natur i ådalen tiltrækker både borgere og besøgende.

De omkringliggende plantager, der strækker sig rundt om Hovborg, har ikke blot været afgørende for landsbyens vækst og udvikling, men har også haft en central plads i Danmarks historie. De symboliserer fortidens fremsynede indsats og kan måske være med til at spille en rolle i løsningen af nutidens biodiversitets- og klimaproblematikker.

Udstillingen kaster også lys over de mennesker, der har levet og skabt Hovborg. Deres daglige slid, stærke sammenhold og vedholdenhed har formet landsbyen og skabt en social bæredygtighed, som stadig præger lokalsamfundet. Når vi ser mod fremtiden, vil netop dette fællesskab og denne ansvarlighed sikre, at Hovborg fortsætter som en levende og bæredygtig landsby i Danmark.

Læs desuden om deltagerne og sponsorer her og hør oplæsning af intro.

Velkommen til Natur- og Historieformidlingscentret ”Vandmøllen”. 

Hele udstillingen er desuden indlæst på engelsk/amerikansk, tysk, hollandsk, ukrainsk, spansk og portugisisk/brasiliansk af lokale, med de respektive sprog som deres andet-sprog eller modersmål